Velkommen til nye Marstal borgere
Bestyrelsen for Snorren ønsker tilflyttere velkommen til Ærø/Marstal. Du/I skal være velkommen i foreningen Snorren. Foreningen blev stiftet i 1996 og har ca. 200 medlemmer, med interesse i at vedligeholde og restaurere den bygningsarv, der er overladt fra tidligere tider.
Foreningskontingentet er kr. 50/medlem pr. person eller kr. 100 pr. hustand.
Som lokal byhistorisk forening bliver vi i Snorren inddraget, når kommunen ønsker at ændre i lokalplanerne, og når der søges dispensationer fra de eksisterende lokalplaner i forbindelse med om- og tilbygninger. Det betyder, at foreningen kan komme med indsigelser eller forslag til ændringer, inden et byggeri går i gang.
I de forløbne år har Snorren været initiativtager til adskillige foredrag om byplaner, foredrag og filmforevisninger om ”gamle dage,” foredrag om bygningsvedligeholdelse og restaureringer m.m..
Der har været arrangeret byvandringer og udflugter for foreningens medlemmer. Bl.a. kan nævnes: Udflugt til Birkholm med rundvisning og fortælling om øens historie, udflugt til Ommel med rundvisning samt byvandring i Marstal ad de gamle SNORRER.
Foreningen vil gerne efter bedste evne rådgive husejere, der måtte ønske det, når restaureringer o.lign. forestår.
Foreningen uddeler hvert år på generalforsamlingen Snorrepriser til husejere som på smuk vis har vedligeholdt eller restaureret deres ejendom. Snorrepriserne er eftertragtede idet en sådan hæder, blot i form af et messingskilt til husets facade, ofte benyttes som et salgsargument når huse skal afhændes. Udover hæderen består snorreprisen blot i et par flasker god rødvin.